Hvorfor du bør bruge mobildata i stedet for offentligt Wi-Fi

Kasper Ottosen Forfatter: Kasper Ottosen
Opdateret: 27. november, 2024

Vi kender sikkert alle følelsen af at være ude i byen og skulle tjekke noget på telefonen, som kræver internet-adgang. Og vi kender sikkert alle følelsen af at ville gå langt for at undgå at skulle bruge vores egen kostbare mobildata på vores mobilabonnement.

Derfor tjekker de fleste af os altid lige listen over tilgængelige netværk for at se, om der nu skulle gemme sig et offentligt WiFi netværk i nærheden. Det kan være, at du er tæt på en café, restaurant eller i et indkøbscenter, som tilbyder gratis Wi-Fi til de besøgende.

Problemet med offentligt tilgængelige WiFi hotspots er sikkerheden. Når du logger på et offentligt netværk løber du samtidig en klart større risiko for sikkerhedsbrud. Et offentligt WiFi er et åbent netværk og kan derfor tilgås af alle, selv hackere.

Hackere kunne sågar have oprettet et offentligt netværk med stort set samme navn som de omkringliggende netværk. Og du ville så i den forbindelse intetanende logge på og dermed fuldstændigt blotte dig selv og din data for cyberkriminelle. I den forbindelse er det derfor altid mere sikkert at vælge sit 4G netværk via den mobile enhed fremfor WiFi netværket.

4G netværket er den bedste løsning på farten

Tidligere brugte de mobile enheder mobildata fra 3G-netværket, som siden er blevet erstattet af 4G-netværket. Mens vi venter på den fulde implementering af 5G-netværket i Danmark er det 4G-netværket, man skal benytte, hvis man vil udenom de største cybermæssige sikkerhedsrisici i det offentlige rum.

Men kan 4G-nettet hackes? Ja, forbindelser på 4G-netværket kan hackes, men det kræver langt større ressourcer, klart mere teknisk snilde og planlægning eftersom oplysningerne ikke leveres på et sølvfad, som på det vidt åbne offentlige netværk.

Danskere der rejser i udlandet har en ekstra tendens til at ville søge offentligt WiFi netværk på rejsen fordi mobildata benyttet i udlandet kan være en kostelig affære. Men her gælder samme regler og anbefalinger for danske mobilbrugere, og måske endda mere, fordi vi her taler om et udenlandsk offentligt netværk, som man formodentligt har endnu mindre kendskab til.

De bedste råd til at forblive forholdsvis sikker på et offentligt Wi-Fi

Hvis du absolut SKAL benytte et offentligt WiFi netværk, så er der visse foranstaltninger, man selv kan foretage for at gøre opholdet på det pågældende WiFi netværk mere sikkert. Udover at etablere en VPN forbindelse, som ville kunne kryptere din data og sløre din IP-adresse, så kan du med fordel også rette dig efter følgende råd. Disse er ikke så sikre som en VPN løsning, men vil trods alt reducere risikoen for sikkerhedsbrud:

•       Undgå at logge ind på tjenester, hvor du skal opgive dit password

•       Undgå at besøge hjemmesider, hvor du har personlige oplysninger liggende

•       Besøg kun krypterede hjemmesider. De såkaldte HTTPS hjemmesider

•       Hav altid den seneste nye software installeret på din telefon

•       Slå Firewall’en til på din enhed

•       Benyt antivirus-programmer

•       Lav aldrig pengeoverførsler via et offentligt netværk

•       Benyt, hvis muligt, 2-trinsgodkendelse

•       Aktivér ‘Spørg før tilslutning af WiFi’ på din enhed

Efter at have benyttet et offentligt WiFi netværk er det altid en god idé at slette det pågældende netværk fra listen over netværk på enheden.

Offentlige WIFI netværk med eller uden adgangskode

Det er altid et plus, hvis det pågældende offentlige netværk, som du logger på, kræver en adgangskode. På den måde ved du, at ikke alle og enhver kan logge på netværket uden først at have bedt om adgangskoden på den respektive lokation (café, indkøbscenter, bibliotek eller lignende).

Men det er stadig vigtigt at pointere, at selv et offentligt WiFi netværk med adgangskode på ingen måde stiller nogen garantier overhovedet for din sikkerhed på det pågældende netværk.

Hvis du helt vil undgå at være på de offentlige WIFI spots kan et mobilabonnement med fri data være noget for dig. Du kan se vores bedste mobilabonnementer her. 

FAQ - Ofte stillede spørgsmål

Er WIFI sikkert?

WI-FI er generelt mindre sikkert end 4G (eller 5G) netværket. Det er forholdsvis nemt for hackere at udnytte dine oplysninger gennem WiFI, og sågar at oprette deres eget WIFI, der ligner de offentlige. 

Kan hackere tilgå mit private WIFI?

I princippet ja. En hacker kan tage kontrol over dit netværk, og udgive sig for at være dig samt få adgang til alt det data du har liggende på din computer. Dog er det sværere for dem, hvis dit WI-FI netværk kræver en kode, som man ofte har på private WIFI spots. 

Kasper Ottosen
Skrevet af Ansvarlig for Mobilabo.dk

Med en unik baggrund, der kombinerer 5 års erfaring som elektriker med 5 års indsigt i mobilbranchen hos Mobilabo.dk, er Kasper Ottosen nu en fremtrædende ekspert. Han har været en nøglefigur i at rådgive et stort antal danskere om at skifte mobilabonnement. Kasper har forfattet over 30 artikler, der dækker vigtige emner som mobilabonnementer, dataforbrug og roaming, hvilket har cementeret hans status som en pålidelig kilde til information og vejledning inden for mobiltelefoni.